Jeg havde lige brug for at sige TAK for dit fantastiske initiativ og din hjemmeside. Jeg har længe gået med overvejelser om at arbejde hjemmefra, men jeg er rigtig god til at lave forhindringer for mig selv. Hvad hvis det ikke lykkes? Hvad med økonomien? Osv osv…. Jeg glæder mig til at få mere inspiration på din side.
— Mia Maretti Puisa
7/3: Netværksbrunch i Søborg
27/3: Online mentorgruppeforløb start
28/3: Netværksbrunch i Børkop
18/4: Netværksbrunch i Aalborg
2/5: Wordpress Workshop i Kbh.
9/5: Wordpress Workshop i Århus
19/6: Wordpress Workshop i Kbh
26/6: Netværksbrunch i Odense
Vibeke Storm-Frandsen
Lilleskovvej 8
5690 Tommerup
CVR: 33235542
kontakt@momsmor.dk
51702265
Man kommer til at elske det endnu højere, når det er ens eget
Min fantastiske gæsteblogger i rækken af seje mødre med momsnummer er Lone Kindberg, der her giver et inspirerende indblik i livet som selvstændig mor.
Jeg er en rigtig entreprenør, der elsker at have noget at gå op i og se tingene vokse
Bag webshoppen Kind By Nature står Lone Kindberg, der har en uddannelsesmæssig baggrund som cand. comm og som igennem flere år har arbejdet som marketingchef. Efter et år på barsel med sin ældste søn trodsede hun finanskrisen med lanceringen af webshoppen Kind by Nature. Foruden at være ejer af Kind by Nature er Lone Kindberg også en af ambassadørerne samt gæsteblogger på det relativt nye og internationale rejsesite for forældre med småbørn, Luvaville.com. Lone Kindberg blev for nylig mor til sin anden søn.
Hvordan påvirkede din rolle som mor din beslutning om at være selvstændig?
Efter at være blevet mor fik jeg automatisk nogle andre prioriteter her i livet. Pludselig betød det at være sammen med mine børn mere end noget andet. De blev vigtigere end at gøre karriere. Så udsigten til at få mere tid med børnene og overskud til at være noget for dem, har uden tvivl betydet meget i min beslutning om at blive selvstændig. Pludselig kommer karriereambitionerne lidt i baggrunden. Jeg har tidligere haft karrierejobs som marketingchef, hvor jeg har knoklet 50-60 timer om ugen med en del rejseaktivitet og det var skønt og udfordrende, da jeg vel og mærke var single og ikke havde en familie. Men nu hvor der er en familie, nytter det ikke at komme smadret hjem fra arbejde kl. 20 når børnene er blevet lagt eller være væk flere dage i træk. Det betyder ikke, at jeg ikke længere har ambitioner og drive. For det har jeg. Jeg er en rigtig entreprenør, der elsker at have noget at gå op i og se tingene vokse. Og man kommer til at elske det endnu mere når det er ens eget! En anden ting som spillede en stor rolle ei forhold til at tage springet som selvstændig var at jeg ikke havde et fast job at komme tilbage til efter min første barsel, så alene det gjorde, at jeg ikke havde så meget på spil i forhold til at kaste mig ud i at blive selvstændig. Jeg havde ikke et job jeg skulle sige op eller en fast indtægt jeg pludselig skulle undvære. Det gør det alt andet lige nemmere at kaste sig ud i det, tror jeg. Og een ting er helt sikkert, ejg ville aldrig havde åbnet Kind by Nature, en webshop med ting til baby, børn og boligen, hvis ikke det havde været for min ældste søn. Når man er nybagt mor så surfer man jo som en sindsyg på nettet efter alt muligt til babyen. Og gerne noget alle andre ikke har. Og pludselig fik jeg øje på en masse skønne og anderledes ting, som min søn bare måtte eje. Og pludselig opstod tanken: “hvorfor ikke begynde at sælge disse ting til de danske mødre også”? Og med den tanke opstod Kind by Nature så. Takket være min ældste søn:-)
Hvordan strukturerer du din dag i forhold til din familie?
Hvis jeg skal være helt ærlig, så strukturerer jeg ikke min dag. Faktisk har struktur aldrig været min stærke side og bliver det nok heller aldrig. Desværre. Jeg tager nok mere tingene som de kommer. Og det går egentlig meget godt sådan, selvom jeg uden tvivl ville ønske at jeg var en lidt mere struktureret type. For ofte flyder det med papirer, ordrer der skal sendes afsted, 9-10 åbne programmer på computeren på een gang og pludselig er der et barn der skal hentes i institution…. Det kan af og til godt skabe lidt kaos, især for mine omgivelser. Men jeg har nu altid haft det bedst med en masse bolde i luften på een gang, sådan arbejder jeg nok bare bedst. Hvor hensigtmæssigt det lige er med to børn under to år, ved jeg ikke. Så at blive mere struktureret er helt klart noget jeg skal arbejde mere på…jeg er heller ikke så god til at sige, at idag arbejder jeg f.eks fra 10-15. Jeg tager nok bare tingene som de kommer, og ser hvad dagen byder på både hvad angår børnene og hvad angår min webshop. Man kan måske sige, at jeg arbejder lidt on og off når der er tid til det. Er min ældste søn eksempelvis syg og skal blive hjemme fra vuggestuen, jamen så kommer han selvfølgelig i første række og arbejdet må vente. Og med en lille nyfødt oveni er det klart, at børnene altid kommer før arbejdet. Der skal ammes, skiftes bleer og det gør det i det hele taget svært at forudsige hvordan min dag bliver og hvor meget eller lidt tid der er til at arbejde. Men det gode ved sådanne små størrelser, er jo at de har et stort søvnbehov, og der er derfor også mange timer (især om aftenen og om formiddagen), hvor jeg kan sidde på computeren, enten herhjemme eller på en café med trådløs internetforbindelse og arbejde igennem. Jeg er heldigvis ikke afhængig af at skulle arbejde fra 9-17 og det er en af de ting, jeg virkelig nyder ved at være selvstændig. Jeg kan selv tilrettelægge min dag…skinner solen fra en skyfri himmel og der ikke er så meget at lave rent arbejdsmæssigt, ja så kan jeg med god samvittighed tage en tur i Tivoli med børnene eller cykle en tur på stranden, hvis det er det vi har lyst til! Som selvstændig er man jo sin egen boss.
Hvilke ting ville du gerne have vidst inden du blev selvstændig?
At der er ekstrem hårdt arbejde at starte som selvstændig. Dybest set skal man jo gøre det hele selv. Og man har alle kasketterne på. For mit vedkommende har jeg stået for alt selv. Det vil sige lige fra at være stik-i-ræn-dreng, webmaster, kommunikatør, sekretær, PR-medarbejder, sælger, leverandør, chef, marketingmedarbejder, forhandler, regnskabsdame og you name it. Noget af det mere sjovt end andet skulle jeg hilse og sige. Og så er der bare meget man skal sætte sig ind i rent regnskabsteknisk. Der er så mange love og regler i forhold til moms, skat, told, import etc. Og har man ikke haft med alle disse ting at gøre før, ja så skal man være forberedt på en del administrativ arbejde og det kan godt trække tænder ud, synes jeg. Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste at der var så mange ting man skulle have styr på. Så jeg vil klart anbefale, at man finder en mentor eller et forum som amino, så man trods alt ikke står helt alene med det. Og så skal man ikke være bange for at spørge om råd og vejledning.
Hvilket råd vil du give til andre mødre med iværksætterdrømme?
Tænk jer rigtig godt om. Stil jer selv spørgsmålet “hvor meget drømmer jeg om at blive selvstændig?”. Hvis det blot er en pludselig indskydelse fordi I synes det kunne være sjovt, så vær klar over, at det kræver rigtig meget af dig. Ikke alene giver man afkald på en fast indtægt, man skal selv betale sin ferie, pension, sygedage, barsel etc. Det er dyrt at blive selvstændig, tro ikke det er noget man bare gør og at tingene kommer af sig selv. For det gør de ikke. Det er hårdt arbejde på alle mulige måder. Især i en opstartsfase, hvor der er en masse der skal tages stilling til. Og så skal man huske, at der kun er en selv til at gøre alt arbejdet, både det sjove, men også det sure. Omvendt vil jeg sige, at har du længe gået med en iværksætter i maven og føler, at du har tid og overskud til at realisere dine drømme, så er jeg også klart tilhænger af, at man skal forfølge sine drømme, ellers vil drømmene forfølge dig resten af livet. Lev det ud, men vær realistisk i forhold til økonomi og arbejdsindsats. Tingene kommer som sagt ikke af sig selv. Men knokler man på og er villig til at give den en skalle og kan lide udfordringer, så kan det klart anbefales. Og der er jo også fordele forbundet med det, især hvad børnene angår. Du har en kæmpemæssig frihed (med mindre du er indehaver af en forretning, hvor der er kunder fra 9-17), og har mulighed for at hente børnene tidligt eller tage en hyggedag uden at skulle stå skoleret hos en sur chef. Man kan også tage på forlænget weekender med familien. Og kan dine børn mærke, at du virkelig brænder for det du laver, ja så tror jeg et eller andet sted også det er et plus!
Lidt om Kind by Nature:
Kind by Nature er webshop med skønne, sjove og unikke produkter til både børn og bolig. Kind by Nature går vi ikke på kompromis. Alle produkter er nemlig lavet af “rigtige hænder” – kunstnere og kreative sjæle med sans for detaljen og ofte med inspiration i naturen. Alle produkter er håndlavet, betyder at Kind by Nature ofte kun ligger inde med et begrænset antal af hvert produkt og at ikke to varer er helt identiske. Samtidig betyder det, at nogle af produkterne laves på bestilling. De håndlavede produkter er fundet over hele kloden og Kind by Nature er altid på udkig efter noget sjovt og anderledes og gerne noget med pang-farver.